Mit kønsskifte
Jeg er blevet advaret meget mod at skrive dette kapitel på min hjemmeside. Men jeg føler, at jeg er nødt til at gøre det for at sætte nogle ting på plads for læseren af min hjemmeside, således at den samlede tekst er til at forstå. F.eks. at jeg taler om min ekskone, og at jeg omtaler mig selv som en lille dreng som barn. Det var jo et faktum, at jeg dengang var af hankøn. Dertil kommer, at jeg ikke kan eller vil løbe fra at jeg er mine sønners far; jeg skal ikke berøve dem deres far, blot fordi jeg skal realisere mig selv.

Så langt tilbage, jeg kan huske, har jeg følt mig anderledes. Jeg var ikke som de andre. I mange år kunne jeg ikke klart gøre rede for hvordan jeg bar anderledes, og på sin vis var det nemt at bortforklare al min anderledeshed med at jeg havde haft nogle kritiske år af min opvækst i udlandet. Men det var ikke hele sandheden. Der var også noget andet, noget underligt udefinerligt.

Men da jeg kom op i puberteten begyndte jeg at få en fornemmelse af hvad der var galt: jeg følte mig ikke tilpas i det fysiske køn, jeg havde fået tildelt ved undfangelsen. Jo, jeg vidste godt at mange sagde, at jeg var en flot ung fyr, men jeg følte ikke a det rigtig var mig. Inden i var jeg noget andet, hvad vidste jeg ikke rigtig. Og dog. Jeg var jo i bund og grund mere forbundet med pigerne og misundte dem deres kropslige udvikling.

Denne splittelse mellem mit fysiske køn og mit psykiske køn forfulgte mig siden. Jeg forsøgte at abstrahere fra den; fik motorcykel, blev gift og levede rollen som familiefar, tog en uddannelse, som de fleste mennesker forbinder med det mandlige osv. osv., men det det var og blev en rolle, jeg påtog mig. Og splittelsen bare voksede og voksede og gnavede ubønhørligt i mig. Jeg var ikke i balance med mig selv. Og jeg blev mere og mere bevidst om, hvori denne ubalance bestod.

Men med årene blev det stedse mere ubærligt. Og i løbet af sommeren 1998 blev det klart for mig, at jeg ikke kunne holde længere til at leve det dobbeltliv. Jeg og min daværende kone enedes om at jeg skulle færdiggøre min uddannelse til ingeniør, hvorefter vi skulle splitte familien op og jeg skulle begynde udredningen på Rigshospitalet. Som sagt, så gjort. I august 1999 havde jeg min første konsultation på Rigshospitalet og i oktober 2002 blev jeg endelig opereret. I mellemtiden var vi flyttet fra hinanden, maj 2000, og blevet skilt, januar 2001.

At jeg fik lov at få mit kønsskifte har betydet meget for mig. Jeg kan nu være mig selv helt og fuldt. Jeg er 100 % klar over, at jeg aldrig kommer til at kunne være anonym, hvilket kunne have været dejligt. Men nu er jer i det mindste i balance med mig selv og har dermed kræfter og overskud til at klare langt flere af de psykiske knubs livet giver mig nu, end jeg var, da jeg skulle forestille at være en fuldgyldig mand. Jeg er nødt til at se i øjnene, at folk lægger mærke til mig, at de kan høre på min stemme, at jeg har været en mand, og at man kan se, at jeg er lidt for robust bygget af en født kvinde at være. Det er bare et faktum. Og jeg skal kunne tåle, at folk bemærker det. – På den anden side skal det ikke have lov til at blive første og evt. eneste punkt på dagsordenen for ethvert møde med nye mennesker. Jeg er et menneske. Jeg har en uddannelse og mange ganske almindelige interesser. Det mest unormale er måske mængden af interesser, jeg har. Jeg har, som alle andre forældre, masser af omsorg for og kærlighed til mine to dejlige børn. Jeg har et stort ønske om at finde en at dele resten af mit liv med, og om at finde et arbejde, hvor jeg føler at der bliver gjort brug af såvel de faglige, som de menneskelige kvalifikationer, jeg er i besiddelse af.

Og hermed slut om mit kønsskifte.

Mine navne

Der er mange, der spørger til mine mange navne. Jeg var jo i den heldige og usædvanlige situation, at jeg selv kunne og skulle vælge nyt navn, da jeg skiftede køn. Og det benyttede jeg mig selvfølgelig af. Og valget faldt som bekendt på disse navne: Cecilie Nicole Sarah.

Forud for valget havde gået lange overvejelser og indre diskussioner. Jeg havde skrevet lange lister og streget ud igen. Jeg ville jo helst have, at der skulle være en historie eller en begrundelse bag de navne, som jeg skulle bære. Og her kommer den:
Læs videre:>>