Ægtefælle og børn
Her vil jeg fortælle om den dejlige tid, hvor jeg var gift og fik mine to vidunderlige sønner. Ægteskabet holdt ikke, men forholdet til sønnerne har jeg stadig, og det bliver stedse dybere og varmere. Det giver mig stor lykke.

I 1980 mødte jeg den kvinde, som året efter skulle blive min kone. Vi blev hurtigt stærkt interesserede i hinanden og besluttede straks at få vort første barn og at blive gift hurtigst muligt. På det tidspunkt var det vores plan at få fire børn, men denne plan ændredes med tiden. Vi bestemte imidlertid at vi ville have et sommerbryllup, så da vi i juni 1981 blev gift, var min kone allerede gravid med vores første barn.

Vi havde et dejligt bryllup i Skt. Bents Kirke i Ringsted. Kirken dannede en flot ramme og ekstra festligt blev det fordi N. Zahles Skoles Blandede kor kom og sang ved vielsen. Det kor, som jeg i flere år forinden havde været nært knyttet til. Om aftenen havde vi så en dejlig fest ude hos mine svigerforældre, en fest, som varede til langt ud på natten.
Da vi kom hjem efter festen viste det sig, at nogen havde drevet gæk med os og været inde i vores kollegielejlighed og lave narrestreger. Der var malet med læbestift på spejlet i badeværelset og mange andre ting. Gud ske lov havde spøgefuglene kun lavet godmodigt grin med os. Vi har siden hørt om hvordan andre har været ud for regulært hærværk, som skulle forestille at være morsom. Det var vi heldigvis forskånet for. Tak for det.

Efter brylluppet kørte vi på bryllupsrejse på vores dejlige store motorcykel. Vi kørte landet rundt og skulle bo på campingpladser. Det skulle imidlertid vise sig at være en kold og klam tur. Den sommer havde vejret besluttet sig at vise sig fra den mere beske side. Det var koldt og regnfuldt på hele vores bryllupsrejse.

Vel hjemme igen begyndte vi at pakke vore ejendele, da vi havde fået en 3-værelses lejlighed i Avedøre. Sidst på sommeren flyttede vi derhen og indrettede os et hyggeligt hjem. Og hen på efteråret fødtes vores første barn, en velskabt søn

Imidlertid skulle det vise sig at huslejen skulle stige og stige, hvorfor vi valgte at flytte derfra igen og købe en lille 2-værelses lejlighed på Amager. Det skulle vise sig at være noget af et håndværkertilbud: køkkenet var ubrugeligt og vi havde en halvdårlig brusekabine inde i soveværelset; absolut ikke, det det giver det bedste indeklima, især ikke for et lille spædbarn.
Køkkenet byggede vi selv om, men så var vores økonomi også grundigt drænet. – Vi måtte kigge os om efter en anden boligform.