Min skolegang

Jeg vil i det følgende beskrive mit skoleforløb efter bedste evne. jeg har gået på flere skoler i min barndom, men føler mig alligevel ikke som en skoleflakker.

Jeg har gået i skole følgende steder: Landsbyskolen i Crans-près-Céligny, Hørsholm Kommuneskole og endelig Zahle Gymnasieskole

Crans-près-Céligny, 1. gang

Jeg påbegyndte min skolegang i vinteren 1962-63 i udlandet, nærmere bestemt i en lille landsbyskole i landsbyen Crans-près-Céligny i det vestlige Schweiz, Suisse Romande, hvor min far havde arbejde dengang. Optakten til at jeg kom i skole dernede var, at der en dag blev banket på vores hoveddør, og uden for stod to gendarmer. De havde i deres registre set, at der her skulle bo et barn på seks år, hvilket var skolealderen i den canton. De ville derfor høre, om ikke det var en god idé hvis jeg kom i skole. Det havde mine forældre ikke tænkt nærmere over, da de jo vidste, at vi skulle hjem til Danmark, og at jeg dermed skulle starte i dansk skole efter sommerferien. Men da de nu fik tilbudet, syntes de det var en glimrende idé; og jeg blev meldt ind i den lokale skole.

Det var ”den hårde skole” med kæft, trit og retning. Hvis ikke man gjorde, som lærerinden, la maîtresse, sagde, så fik man en på siden af hovedet eller en over fingrene. Jeg havde imidlertid også en anden lærer, le maître, som havde et helt andet og mere humant forhold til sine elever. Han slog ikke, og han forsøgte efter bedste evne at forstå det enkelte barn, også selv om man ikke havde noget fælles sprog.

Jeg blev i løbet af det halve år, jeg gik i den skole, helt god til fransk og fik også en omgangskreds af legekammerater, som jeg omgikkes i min fritid. Bl.a. lærte jeg af nogle af kammeraterne at cykle dernede.

Hørsholm Kommuneskole, grundskole

Da jeg kom hjem i august 1963 måtte jeg begynde forfra i det danske skolevæsen. Jeg begyndte i første klasse, hvor jeg fra starten af var anderledes. Jeg var stille og tilbageholden, og jeg forstod ikke altid, hvad de andre sagde; og endnu mindre forstod jeg hvorfor de andre opførte sig som de gjorde. Kort sagt: jeg var et oplagt drilleoffer.

Jeg lærte hurtigt at få et ambivalent forhold til min fransksprogede fortid. Jeg fik hæftet forskellige øgenavne på mig: svejtserost, brene-sirene! Ikke just flatterende! Som følge heraf afviste jeg alle mine forældres forsøg på at vedligeholde det franske. I dag kan det godt ærgre mig, men dengang gjaldt det om at assimilere sig så man blev drillet mindst muligt.

Det lykkedes mig dog også at få opbygget en omgangskreds i det ”nye land” som jo i virkeligheden var mit fædreland.

Crans-près-Céligny, 2. gang

Den sommer, da jeg skulle starte i 5. klasse, dvs. sommeren 1967, havde min far atter fået arbejde i Schweiz og atter var det et projekt for hele familien. Samme dag som skolen startede efter sommerferien i Danmark drog vi andre af sted sydpå og kom først tilbage 3 måneder senere, dvs. et godt stykke inde i skoleåret. Da vi kom derned fandt vi, at ”vort gamle hus” atter var ledigt og vi skyndte os at leje det for de tre måneder, vi skulle være der.

Vel installerede i vort ”gamle hjem” fandt mine forældre at det ville være en formidabel ide, hvis vi børn kunne komme til at gå i skole dernede igen. Som sagt, så gjort! Så da skolerne startede dernede begyndte vi også. Det var hårdt, for jeg havde glemt meget af det franske, som jeg 5 år tidligere havde kunnet. På den anden side var jeg også heldig; jeg kom nu til at gå i en klasse, som alene styredes af le maïtre og ham følte jeg mig jo tryg ved.

Hørsholm Kommuneskole, grundskole fortsat

Vel hjemme igen fandt man ind i sin gamle gænge. Skolen fortsatte og ens biologiske udvikling ligeså. Så da man kom op i næste klasse, 6. klasse og videre i 7., begyndte ens pubertetsadfærd at blomstre. Ikke bare min personlige, men også mine klassekammeraters. Dette havde til resultat at vi som gruppe forårsagede flere nervøse sammenbrud blandt såvel lærere som elever.
I klassen havde jeg nogle underligt blandede roller som værende klassens prygelknabe, klassens klovn og andre lidet flatterende roller. Og ingen af disse roller styrkede min selvtillid. Tværtimod. Men jeg blev tappert i skolen, hvor skulle jeg ellers gå hen?
Jeg husker flere bizarre oplevelser, og ville sikkert kunne grave flere op af min hukommelse, hvis jeg ville. En af de mere absurde var, at vi tog alle hylderne ud af et skab, vi havde nede i bagenden af vort klasseværelse, hvorefter jeg blev låst inde i skabet mens timerne pågik. Så var det meningen at jeg skulle sidde der og lege spøgelse og sige underlige lyde. – Ja, det var det rene galehus.
Ofte splittede vi møblementet ad, så i lang tid stod der uden for klasseværelset en stor hoben smadrede borde og stole.

Med 7. klasse sluttede dengang grundskoleforløbet.

Hørsholm Kommuneskole, realskole

Efter grundskolen kom 1., 2. og 3. realklasse, en slags boglig mellemskole inden gymnasiet. De to første af disse klassetrin tog jeg også på Hørsholm Kommuneskole. Noget fik jeg lært, men jeg blev et mere og mere frustreret barn. Ingen reel opbakning fra skolen og lige så lidt fra hjemmet. Kun brok over når det ikke gik fremad, som især min far ønskede sig. Allerede da demonstrerede han at han havde store ambitioner på sine børns vegne, men at han følte sig højt hævet over at investere tid og kræfter i at hjælpe os på rette vej. Vi skulle selv gætte os til hvad han forventede sig af os og hvis ikke vi kunne regne det ud selv, så var vi bare for dumme.

Nathalie Zahles Skole, realskole

Da jeg efter 2. real ikke kom direkte videre på gymnasiet, blev mine forældre for alvor klar over at noget var rivende galt og de valgte at flytte mig til en anden skole. Det var nok i høj grad min mors fortjeneste, at jeg overhovedet fik lov at fortsætte skolegangen i stedet for at blive smidt ud af hjemmet. Hun sørgede i hvert fald for at finde en passende skole, hvor jeg komme ind. Og den blev på mange måder min redning. Men jeg fik også for alvor cementeret nogle dårlige vaner, som jeg havde grundlagt ude på Hørsholm Kommuneskole. Blandt andet havde jeg fået den dårlige vane at falde i søvn i nogle af timerne. Og på grund af evig mangel på penge, jeg fik ingen lommepenge fra mine forældre, begyndte jeg at samle flasker på skolen. Jeg blev hurtigt kendt som 'Flaskemanden', og nogle af eleverne i de større klasser gemte pænt deres flasker til mig, selv om jeg havde konkurrenter. Men det var alligevel ikke noget, som hævede min status blandt eleverne.
Men trods alle besværligheder fik jeg min realeksamen i sommeren 1973. Og dertil fik jeg skolens opbakning til at fortsætte i gymnasiet.

Nathalie Zahles Gymnasieskole, gymnasium

Mine år i gymnasiet var vel ret gennemsnitlige. Nogle fag interesserede mig, men det jeg nød mest ved at gå i gymnasiet var, at være borte fra mit hjem. Jeg opdagede hurtigt, at jeg ikke fandt det særlig inspirerende at jeg havde givet efter for mine forældres råd om at vælge fransk som andet fremmedsprog; jeg begyndte derfor på egen hånd at læse russisk og da klassens fransklærer samtidig var parallelklassens russisklærer, så lå det lige for at spørge hende, om hun ville rette nogle skriftlige opgaver fra mig i russisk. Dette indvilligede hun i.

Da jeg kom i 2. G lod jeg mig overtale af skolens korleder og musiklærer til at lade mig indrullere i skolens kor og orkester. Det blev hurtigt mit åndelige fristed, også selv om jeg ikke havde den helt store musikalske succes. Jeg måtte leve med at se mange af mine korkammerater få lov at synge eller solo, mens jeg blot kunne få lov at være menigt kor- og orkestermedlem. Via koret og orkestret havde jeg også den store glæde at komme ud i noget, som kunne minde om et normalt ungdomsliv. Altså at komme ud med vennerne, at gå i byen efter en koncert osv.

I timerne måtte jeg døje med at min vane fra Hørsholm med at falde i søvn i timerne blev mere og mere udtalt. Ikke mindst i forbindelse med at jeg efterhånden havde fået arbejde som morgenavisbud på alle hverdagene. Dette var bl.a. begrundet i at jeg havde fået nyt instrument, et valdhorn, og dette forventede min fader, at jeg selv betalte. Vi børn skulle jo lære hvad det ville sige at ting i denne verden koster penge, så derfor fik jeg selv lov at betale. Det var også okay, men derudover mente han, at han skulle trække en slags ’skat’ af de penge, jeg tjente som avisbud. Og i min efterhånden mere og mere overtrætte tilstand opfattede jeg det som, at jeg var nødt til at være med til at tjene til familiens overlevelse. Samtidig blev jeg bebrejdet, at jeg ikke fik tilstrækkeligt gode resultater i skolen.

I 3. G havde jeg i den grad mistet tilliden til at jeg skulle få nogen opbakning, så jeg i forbindelse med eksaminer valgte at undlade at informere mine forældre om, hvornår jeg skulle op i det ene eller det andet fag. Jeg sørgede for at skulle af sted alle dage, enten til kor, til orkester, eller til eksamen, uden at informere om hvad jeg skulle den pågældende dag. Det eneste mine forældre fik at vide var, at jeg tog ind på skolen. – På den måde kunne jeg slippe for at høre på den ene moralprædiken efter den anden over hvordan jeg læste til eksamen eller ej, og derved finde i det mindste en smule ro i mig selv til at koncentrere mig om det der skulle gøres.

Min taktik lykkedes, og i slutningen af juni 1976 kunne rektor sætte studenterhuen på mit hoved.